Hcfyk

Mørkets taage sænker sig over trær, over plæner,

bladene har ingen farver, græsset har intet grønt.

Lygternes blus er mørkets gule pupiller —

gule pupiller, som vider sig ud saa sælsomt.

Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange.

Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken.

Jeg gaar. Mine skridt er som spøgelseskridt.


Men i parkens mørkeste gang, hvor lygter ei brænder,

sidder skjult mellem trær paa en ensom bænk en skjøge.

Der er slør for de blege kinder, sort slør —

bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.


Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,

ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.

Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,

nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes.


Lydløst daler nogle blade.

Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte . . .

Og brister i graat, graater i hendes kolde hansker,

graater og graater, og ved ikke, hvorfor jeg graater.


Hun støder mig ikke bort.

Hun tørrer mine øine nænsomt.

Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind

og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig.


Mørkets taage sænker sig over trær, over sjæle.

Løvet har ingen farver, græsset intet grønt.

Men i taagen daler lydløst sorte blade,

og i mørket sidder skjult på en ensom bænk en navnløs,

og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt,

og gjemmer i de myge hænder en ræds øine,

og ingen uden Gud hører hans saare hulken,

og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken.

Jeg ser paa den hvide himmel,

jeg ser paa de graablaa skyer,

jeg ser paa den blodige sol.


Dette er altsaa verden.

Dette er altsaa klodernes hjem.


En regndraabe!


Jeg ser paa de høie huse,

jeg ser paa de tusende vinduer,

jeg ser paa det fjerne kirketaarn.


Dette er altsaa jorden.

Dette er altsaa menneskenes hjem.


De graablaa skyer samler sig. Solen blev borte.


Jeg ser paa de velklædte herrer,

jeg ser paa de smilende damer,

jeg ser paa de ludende heste.


Hvor de graablaa skyer blir tunge.


Jeg ser, jeg ser...

Jeg er vist kommet paa en feil klode!

Her er saa underligt...